Italiensk cembalobygning er præget af mange regionale skoler. Således er instrumenterne forskellige fra Rom til Firenze og Napoli.

Blandt de tidligste cembali finder vi instrumenter fra Italien. Det tidlige instrument havde et begrænset omfang (C/E-c''' eller C/E-f'''), kun eet register og anvendte jernstrenge. Senere i 1500-tallet kom oktavregistret (4') til som i instrumentet bygget af Baffo i Venezia 1574 - i dag på Victoria and Albert museum i London. Som næsten alle andre tidlige italienske instrumenter er også dette bygget om og restaureret flere gange. Oprindeligt havde det omfanget C/E-f''', jernstrenge, 8+4 sammen med en klangbund af cypres givende en karakteristisk klang. Da det var omkring 260cm langt må det have været stemt lavere end det moderne historiske leje på 415Hz. Senere blev det kortet af til 216cm og fik ændret omfanget til G'/H'-c'''.

Det næsten tilsvarende Baffo instrument i Paris (i dag ombygget til fortepiano) havde et 5 oktavs omfang i meget lav stemning. Dette kan med fordel bygges til et italiensk instrument med fuldt omfang.

De fleste italienske instrumenter fik i 1600-tallet ændret registrene til 2 x 8 og bestrengningen til messingstrenge. Disse giver en kraftigere klang og er velegnede til continuospil.

Italiensk cembalobygning er i det hele taget præget af en stor eksperimentering og man kan dermed ikke tale om et typisk italiensk cembalo. Som sagt afhænger det meget af tid og sted. De tidlige instrumenter var ofte bygget af tynde brædder af cypres - men mange andre træsorter har også været anvendt, sågar mahogni. Hele instrumentet placeredes i en beskyttende ydre kasse. Senere sammenbygges ydre og indre kasse, således at det blot så ud som 2 kasser (hvad der ofte kaldes "false inner/outer").