Italien
Nederlandene
Tyskland
Frankrig
England

Flamsk cembalobygning er præget af Ruckers-familiens arbejde. Dette er flere generationer af dygtige - men konservative - byggere, der eksporterede instrumenter til flere lande i Europa. Eksportinstrumenterne blev oven i købet indrettet efter markedet - således fik fx instrumenter til Frankrig et større omfang end de øvrige.

Ruckers kaldes ofte cembaloets "Stradivarius". Dette skyldes at instrumenterne i de efterfølgende århundreder blev betragtet med ærefrygt og til stadighed ombygget til de stigende krav om større omfang mv. I Frankrig var ombyggede Ruckers instrumenter så efterspurgte at der blev bygget falsknerier - nye instrumenter med ruckers-agtig bemaling og signatur! Men bortset fra den alsidige og smukke klang fra Ruckers' instrumenter, så var håndværket ofte primitivt (i modsætning til de samtidige italienske instrumenter, og de senere franske falsknerier) og dekorationen tarvelig - men alligevel med egen ubestridelig charme.

Ruckers byggede tomanuals instrumenter. Men vist altid af den transponerende type, dvs. de to manualer repræsenterede egentlig to forskellige instrumenter - i forskellig kammertone - bygget sammen til eet instrument, anvendende de samme strenge. På den måde kunne en musiker nemt skifte mellem to tonehøjder, ofte med en kvarts forskel. Dette kunne franskmændene i det 18. århundrede længere ikke bruge til noget, så de byggede manualerne ens, tilføjede skydekobling og et ekstra sæt 8' strenge ("petit ravalement") eller udvidede kassen og satte nye manualer i ("grand ravalement").

Lidt overset er den senere flamske bygger Albertus Delin. Han var konservativ og fortsatte med at bygge i ruckers traditionen i 1750'erne. Disse instrumenter er fremragende og havde et større mere tidssvarende omfang på G'-e'''. Delin er mest kendt for at have bygget clavesyterier (opretstående cembali)