Flamsk cembalobygning er præget af Ruckers-familiens
arbejde. Dette er flere generationer
af dygtige - men konservative - byggere, der eksporterede instrumenter til flere lande
i Europa. Eksportinstrumenterne blev oven i købet indrettet efter
markedet - således fik
fx instrumenter til Frankrig et større omfang end de øvrige.
Ruckers kaldes ofte cembaloets "Stradivarius". Dette skyldes at
instrumenterne i de efterfølgende
århundreder blev betragtet med ærefrygt og til stadighed ombygget
til de stigende krav
om større omfang mv. I Frankrig var ombyggede Ruckers instrumenter
så efterspurgte at der
blev bygget falsknerier - nye instrumenter med ruckers-agtig bemaling og signatur!
Men bortset fra den alsidige og smukke klang fra Ruckers'
instrumenter, så var håndværket
ofte primitivt (i modsætning til de samtidige italienske
instrumenter, og de
senere franske falsknerier) og dekorationen tarvelig - men alligevel med egen ubestridelig charme.
Ruckers byggede tomanuals instrumenter. Men vist altid af den
transponerende type, dvs. de to manualer
repræsenterede egentlig to forskellige instrumenter - i forskellig
kammertone - bygget sammen
til eet instrument, anvendende de samme strenge. På den måde kunne
en musiker nemt skifte mellem
to tonehøjder, ofte med en kvarts forskel. Dette kunne
franskmændene i det 18. århundrede længere ikke
bruge til noget, så de byggede manualerne ens, tilføjede
skydekobling og et ekstra sæt 8' strenge ("petit
ravalement") eller udvidede kassen og satte nye manualer i ("grand ravalement").
Lidt overset er den senere flamske bygger Albertus Delin. Han var konservativ og fortsatte med
at bygge i ruckers traditionen i 1750'erne. Disse instrumenter er
fremragende og havde et større
mere tidssvarende omfang på G'-e'''. Delin er mest
kendt for at have bygget clavesyterier (opretstående
cembali) |